Anita Uggerholt Eriksen er eneste kandidat til opstillingsmødet mandag den 29. april på Agerskov Kro, hvor Tønder Listens borgmesterkandidat skal vælges
Tønder Listen er klar til at vælge borgmesterkandidat til kommunalvalget i 2025. Mandag den 29. april er medlemmerne indbudt til opstillingsmøde på Agerskov Kro, hvor partiets bud på Tønder Kommunes næste borgmester skal vælges.
Valget ser ud til at blive ret nemt. Ved udløbet af fristen for indgivelse af kandidatforslag til mødet er der kommet ét forslag: Formand og gruppeformand Anita Uggerholt Eriksen fra Tønder.
Anita Uggerholt Eriksen var med til at etablere Tønder Listen i 2020. Hun har været gruppeformand i hele Tønder Listens levetid og overtog også posten som partiformand i august 2022, da den hidtidige formand og tidligere borgmester, Henrik Frandsen, havde sagt ja til at stille op til Folketinget.
Efter valget af borgmesterkandidat den 29. april skal de øvrige kandidater til valget i 2025 løbende udpeges af bestyrelsen. Det vil ske frem mod sommeren 2025, og samtidig skal Tønder Listens valgprogram udarbejdes med inddragelse af kandidaterne.
Adgang til og stemmeret på opstillingsmødet den 29. april har medlemmer, som har betalt kontingent for 2024 senest to uger før mødet.